Dania er et lydskriftsystem, der er beregnet til at notere lyde i dansk samt danske dialekter.[1] I ældre danske ordbøger m.m., hvor man angiver udtale, bruges typisk Dania – eller tilrettede versioner heraf.
Lydskrift i Dania noteres i firkantede klammer. Eksempelvis ordet gud: [ɡuð]. Dania benytter alle bogstaver i det danske alfabet samt nogle ekstra tegn, såsom [ð] og specialtegn, der ikke findes i almindelige tegnsæt. Visse tegn, der normalt er synonyme på dansk, har i Dania forskellige betydninger – eksempelvis [œ] og [æ].
Systemet har navn efter Dania: Tidsskrift for Folkemål og Folkeminder (1890-1903), hvori det først blev publiceret – på initiativ af bl.a. Otto Jespersen